Certificering som EFT parterapeut

Den detaljerede beskrivelse af, hvordan man bliver certificeret som EFT parterapeut, findes på ICEEFT her, samt under medlemssiderne på ICEEFT. Men her kan du læse om det i overordnede træk. På ICEEFT’s medlemssider, kan du finde yderligere detaljer om krav og vurderingskriterier for certificeringen.

Certificering i Emotionsfokuseret Parterapi er en krævende proces. En certificering handler ikke blot om at få papir på den træning du har modtaget, men er i høj grad også en fortsat læringsproces, der kræver en fordybelse og mestring af den EFT træning du har modtaget. Certificeringsprocessen stiller krav om, at du optager udvalgte parterapi sessioner, at du får personlig supervision på dit arbejde med par. Dette er erfaringsmæssigt nogle af de vigtigste redskaber i processen, hvis man ønsker at  udvikle sig som EFT-terapeut og virkeligt tilegne sig, forstå og beherske EFT-modellen.

Det spor, der kan føre dig frem til certificering er:

  1. Gennemført 4 dages Externship Træning
  2. Gennemført 8 dages Core Skills Træning (1-4)
  3. Modtaget minimum 8 timers supervision
  4. Selve certificeringsprocessen

 

Den supervision der tæller med i forbindelse med certificeringen, er supervison modtaget efter gennemført Externship træning, hos en ICEEFT godkendt supervisor eller en, der er under uddannelse til supervisor i ICEEFT-regi (supervisor in training). Fra februar 2017 er kriterierne for supervision ændret, så man i de 8 timers supervision kan medregne såvel individuel live-supervision som supervision over Skype eller lignende derudover medregnes også supervision med deltagelse af maks to terapeuter. Dertil kommer det nye, som er, at halvdelen af de 8 timer kan tages som gruppesupervision såfremt at supervisanten i gruppen fremlægger optagelser af eget arbejde, og supervisor superviserer denne person 1 time.

Du kan finde en liste over danske EFT supervisorer her. Individuel supervision hjælper dig til at sætte fokus på dit eget arbejde, og supervision i gruppe giver dig også mulighed for at lære af den supervision, dine kolleger i gruppen får.

Selve certificeringsprocessen  omfatter blandt andet at man får godkendt to optagelser af EFT arbejdet med par, hvor den ene optagelse af 20 minutters varighed demonstrerer dit arbejde med et par i fase 1, og den anden optagelse af 20 minutters varighed demonstrerer dit arbejde med et par i fase 2.

Dialogen i optagelserne, skal skrives ned på engelsk og indgår i det materiale, der skal evalueres, sammen med beskrivelse af parret og dine egne refleksioner. Dette kan du læse mere om på ICEEFT’s medlemssider, hvor du finder deltaljerede oversigter over krav til certificering.

 

– o –