mindrepar2-300x150Parterapi er for par, der oplever problemer i parforholdet, som de behøver hjælp udefra til at løse. Det kan være problemer med at kommunikere sammen, skænderier og konflikter, man mister gnisten – følelsesmæssigt eller seksuelt, det kan være større kriser ved tab, sygdom eller utroskab. Et forløb hos en parterapeut kan være det, der hjælper partnere med at blive sammen – eller komme fra hinanden på en bedre måde.

Emotionsfokuseret Parterapi (EFT) er en af mange metoder, der anvendes i parterapi. Det særlige ved emotionsfokuseret parterapi er, at der ligger en kombination af forskning og praksis bag metoden. Så som EFT parterapeuter har vi en veldokumenteret fremgangsmåde til at hjælpe par med, og et godt og effektivt træningsforløb, som klæder terapeuterne på til at løse denne opgave.

Der eksisterer i dag omfattende undersøgelser, der dokumenterer de gode resultater og effekter, der kan opnås med  EFT parterapi. Nogle af undersøgelserne viser at 70-75% af de par, der modtagere EFT parterapi får løst deres kriser, og op mod 90% af de par, der modtager EFT parterapi oplever væsentlige forbedringer i parforholdet. Emotionsfokuseret parterapi er ikke forbeholdt en bestemt gruppe af mennesker eller bestemte typer af problemer i parforholdet. EFT parterapi anvendes verden over med mange forskellige slags par, indenfor mange forskellige kulturer og i varierende aldersgrupper. Dette omfatter også par, som er ramt af belastninger, som f.eks. den ene parts depression, kronisk sygdom eller Post Traumatisk Stress tilstand (PTSD).

I den følgende video kan du høre psykolog Jette Simon, som er ICEEFT godkendt træner og supervisor, fortælle mere om, hvad Emotionsfokuseret Parterapi er.

 

Styrken ved Emotionsfokuseret Parterapi

  • EFT er funderet i klart formulerede koncepter omkring voksen kærlig og problemer i parforhold. Disse koncepter er underbygget af empirisk forskning omkring tilknytning mellem voksne og kriser i parforhold.
  • EFT metoden er nøje defineret og beskrevet, så parterapeuten har et “kort”, der nøje viser vejen frem gennem de trin og hændelser, som skaber reelle og vedvarende forandringerne i parforhold. Så hvert trin i terapien er funderet i en viden om, hvad der virker i praksis.
  • EFT har gennem mere end 30 år været underlagt nøje empiriske undersøgelser, og er godkendt af American Psychological Association (APA) som empirisk  understøttet metode til parterapi.
  • EFT er blevet afprøvet med par med mange forskellige former for problemstillinger.

Det primære formål med EFT parterapi er at arbejde med at styrke parrets relation til hinanden, dvs. skabe et mere trygt og kærligt parforhold,  og gennem terapien støtte parret i at ændre på de negative mønstre, som parrene oplever at side fast i, og som er ødelæggende for parfoldet. Målet er, sammen med parret at skabe en mere tryg relation, hvor parret bliver bedre i stand til at kommunikere med hinanden, forstå hinanden og rumme hinandens forskelligheder.

 

Hvordan foregår terapien?

Parterapien foregår i dialog og samarbejde mellem jer som par og jeres parterapeut. I terapien arbejder man på at skabe et trygt rum for jer med henblik på at afdække de negative mønstre, som er med til at skabe konflikter eller afstand i jeres forhold, og parterapeutens rolle vil være at hjælpe jer gennem denne proces, så I kommer dybere ind i de grundliggende længsler og problemer, der ligger bag disse mønstre. Når dette er på plads, starter arbejdet med at skabe nye og mere positive mønstre i parforholdet.

 

Hvor mange gange skal man komme?

Antallet af parterapi sessioner varierer selvfølgeligt afhængig af omfanget af de problemstillinger I har i jeres parforhold, den individuelle ballast I har med jer, og jeres måde at arbejde på i parterapien. For nogle par er det nok med ganske få sessioner, mens der for andre skal bruges længere tid for at arbejde ind til kernen af problemerne. I gennemsnit skal man være indstillet på et sted mellem 10 og 20 sessioner, hvis man reelt vil forandre noget i sit parforhold.

 

Kan det anvendes ved utroskab?

Det er smertefuldt for et parforhold, når utroskab eller andre former for svigt finder sted. For mange par er det muligt at blive sammen og komme gennem smerten og ud på den anden side, og her kan en EFT parterapeut være en god hjælp, både i forhold til den første svære periode, hvor mange par oplever en svær krise, og også i tiden efter, hvor parret kan få hjælp til at genopbygge og styrke parforholdet.

 

Hvor finder jeg en parterapeut?

Der er terapeuter over hele landet, som er trænet i Emotionsfokuseret Parterapi, og som er medlem af den internationale organisation ICEEFT og vores danske organisation Dansk Center for Emotionsfokuseret Parterapi. Vær opmærksom på at nogle parterapeuter kombinerer forskellige metoder, så vil du sikre dig at den parterapeut, du vælger, anvender EFT metoden som den primære metode, kan det være en god ide at kontakte parterapeuten inden, du laver en aftale. Du kan finde listen med EFT-trænede parterapeuter her.

 

Hvad gør vi, hvis vi ikke har lyst til parterapi, men vil arbejde mere på egen hånd?

For nogen par, kan et kursus eller udviklingsforløb sammen med andre par, være det der inspirerer, giver nyt liv og styrker de kærlige bånd. Ønsker du og din partner at deltage i et parforholdskursus, er der flere af vores EFT parterapeuter, som tilbyder Hold Me Tight®-kurser for par. Det kan du læse mere om her.

Der er også skrevet mange spændende bøger og artikler om Emotionsfokuseret Parterapi. Susan M. Johnsons bog “Hold Mig” er skrevet særligt til par. Den kan du læse mere om og bestille her. Der ud over har vi en række  artikler liggende her.

 

Om Sue Johnson

Emotionsfokuseret parterapi er oprindelig udviklet af Less Greenberg og Dr. Sue Johnson. Dr. Sue Johnson har efterfølgende udviklet metoden til det, vi kender i dag. Dr. Sue Johnson er professor i psykologi og psykiatri ved Ottawa universitetet i Canada, og en af verdens førende forskere, undervisere og terapeuter inden for parterapi. Sue Johnson har udgivet flere bøger, f.eks. “The Practice of Emotionally Focused Couples Therapy: Creating Connections” og  “Hold me Tight”. Sue Johnson har modtaget flere priser for sit banebrydende arbejde indenfor parterapi. Sue Johnson er også leder af International Center for Excellence in Emotionally Focused Couples Therapy (ICEEFT).